Leger krejler med kammeraterne.

Det er dig der har lorten!

hundelort

Sikke en mild vinter vi har haft indtil nu. Der har ikke været meget sne og det er jeg egentlig ked af, for jeg elsker sne. Eller gjorde. For efter jeg har fået hund… hunde… en-to-tre mange hunde, så er sne ikke længere den store fornøjelse. Sneen er skøn i haven, hvor basserne hopper rundt som små sneharer og har det skønt. Men ligeså snart man bevæger sig væk fra matriklen, så kommer problemerne. Først er der det evige problem med vejsalt, som mange tror er løsningen på alt. Smid 4 kasser Maldon på fortovet, så slipper de for at lufte sneskovlen. Og mine hunde skriger af smerte hver gang vi går forbi. For så meget salt gnaver sig igennem potevoksen på ingen tid.
Så er der et andet problem. Og jeg har ikke helt regnet ud, hvorfor det er der. For når sneen falder, så er det som om det er et frikort til andre hundeejere om, at nu behøver de ikke samle hundelortene op. Eller også er det bare fordi, det er de samme dovne hundeejere som lader dem ligge, og de så bare ses tydeligere på den hvide sne. Måske vil de skåne deres kolde fingre, og derfor ikke tage vanten af, og få en pose omkring, så den lort kan ryge i skralderen hvor den hører hjemme. Jeg aner det ikke. Men de små krøllede brune blomster ligger fint på sneen alle vegne og jeg er SÅ træt af det. For de ligger der også når sneen smelter.

For når en hund skal, ja, så skal den og den kan ikke rende rundt med ble som de små menneskeklumper med ben som knækpølser. Derfor, er det mit ansvar som hundeejer at samle dens visitkort op efter den. Det er ikke alle hundeejere der har fattet den lille ellers så buldrende simple fodnote, som burde gå ind under paragraffen, almindelig pli. Jeg har en hund, hund skider, jeg samler op – så enkelt. På intet tidspunkt hedder det, hund skider, jeg går og efterlader lorten, så andre kan træde i den.

De ligger alle vegne. Og det er lige meget om det er på græsplæner, på fortovet eller inde i hækken – der skal samles op hver gang. Også når hunden sætter sig foran et hus, så gælder reglen ikke, at ”Ikke mit hus, ikke min græsstump, ikke min lort”. Fordi græsset har rørt den sidst, er det ikke husejeren der skal samle op. Det lader til, at der er mange mennesker der tror det. Så den lille misforståelse, vil jeg da gerne, en gang for altid, lige have ud af verden.
Jeg er så træt af de egoistiske dovne hundeejere, som lufter hund med en sort tom hundepose bundet til snoren, som om de viser: Se hvor jeg samler op. Posen er så bare helt mør og har hængt der siden de købte snoren og høm hømmern ligger hvor den er lagt.

En af mine forældres venner havde en hundeejer der hver dag spankulerede forbi hans have og hunden lagde en ordentlig høm lige foran hans indkørsel. Da han bad hundeejeren samle op, fik han svaret, at det gad han da i hvert fald ikke – ”Ja, hunde skider jo”, var hans intelligente svar. Da det havde stået på i noget tid, blev det ham for meget. Så en dag da mand og hund igen lagde en, tog han den våde dampende lort og klaskede den op i nakken på manden så det løb ned af ryggen på ham. Så kunne han lære det – og han så dem aldrig igen. Sådan går det når man selv efterlader kasteskyts. Lort hører ikke til på gaderne, og jeg ville også blive rimelig muggen, hvis jeg så forældre stå og tømme deres børns bleer på fortovet. Det er så ulækkert og man bliver så rasende, når man skal stå der med en pind og prøve at få lorten skrabet ud af mønstret på skosålen. Saml nu op, hundeejere – ellers er det ikke til at vide, om I en dag vågner op med et hestehoved formet af lort i fodenden af jeres seng.

   

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Leger krejler med kammeraterne.