Superhelte Top 10

Melodi Grand Prix-favoritter.

eurovision-songs-videos

I går løb en af de store højtider af staben. Eurovision Song Contest – eller Melodi Grand Prix, som det altid vil hedde i mit hoved. Og ja, jeg er altså vild med møget! Jeg har set det siden jeg var helt lille. Den gang var det et samlingspunkt for familien. Vi sad med stemmesedler og lørdagsslik og der blev givet point, heppet og man korsede sig, når de dårlige sange var på og hujede med på den danske – selvom det måske ikke altid var verdens bedste sang. Men det gav en fællesskabsfølelse, en nationalstemning og det samlede hele familie. Jeg elskede det – og det gør jeg stadig. Min mand er sød at engagere sig, på samme måde, som jeg engagerer mig i en vigtig fodboldkamp. Det er vigtigt for den ene og så bliver det vigtigt for den anden. Det er jeg vild med, at vi kan give hinanden. Som man siger – interested is interesting.

Men i går aftens så jeg for første gang i lang tid ikke Melodi Grand Prixet direkte – for jeg var på arbejde. Vi havde dobbeltforestilling på Odense Sommerrevy, så de internationale sange måtte spille sig selv. Meeeen hvor er det skønt, at internettet er opfundet. For selvom jeg har spillet forestilling de dage der var semifinaler, så har jeg kunne tjekke det ud på nettet når jeg kom hjem. Og det var da mega ærgerligt, at Danmark røg ud så tidligt. Drengene gjorde det ellers super godt, men sangen var nok bare ikke stærk nok – og så tror jeg desværre, at tiden er løbet lidt fra hele boybandkonceptet. Men de gav den gas og kæmpede for Danmark. Men selvom vi ikke selv er med, så holder jeg stadig meget af at se finalen. Desværre har Danmarks Radio valgt ikke at lægge finalen ud og lige nu er Eurovisionens egen hjemmeside overbelastet, så jeg har ikke kunne se finalen, men TV2News var så søde at oplyse mig om, at Ukraine vandt. Tja… måske ikke lige min kop mokka. Den er ikke forfærdelig og det kan da være skønt med et politisk budskab, men all in all, synes jeg altså at den er lidt kedelig. Men derimod – ja, jeg troede aldrig jeg skulle få mig selv til at sige det, da jeg generelt ikke giver mange stykker 3-stjernet spegepølse for Rusland. Men jeg synes desværre deres sang var bedst. Ja – den er meeeeeget Melodi Grand Prix agtig men ja, hvad kan jeg sige, det kan jeg jo godt li.
Jeg skal stadig se finalen, når Eurovisionens hjemmeside er oppe og køre igen. Men indtil videre kan jeg hygge mig med at se mine yndlings igennem tiderne, på youtube. Jeg var nemlig viiiiild med den svenske vindersang “Heroes” sidste år og Hvideruslands “Work your magic” fra 2007 er også en af mine favoritter. Den klarede sig mega dårligt, men jeg synes det var en fed sang og den er på min playliste når jeg powerwalker. For det er det der er så smukt – der bliver lavet så mange sange hvert år til Melodi Grand Prixet og det er forskellige der taler til os. Så giv din tanke med – hvilke sange er dine favoritter gennem tiderne?

220px-WorkYourMagicPromoCD

   

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Superhelte Top 10