Dæmonen er løs...

Mobilens forbandelse!

two beautiful friends authentic

Det er et had/kærlighedforhold. Den mobil. Jeg elsker alle mulighederne og jeg hader dens dragende natur, som gør at blikket alt for ofte ligger på den lille gadget i hånden, istedet for verden omkring den. Jeg hader, at sidde og snakke med en veninde og når mobilen bipper – så går al fokus på den. Samtalen stopper, vores samværd bliver ignoreret og mobilen og personen i den anden ende, får al opmærksomheden. Jeg hader de idiotiske selfies, som af og til tager total overhånd og lukker ned for al fornuft. Dyr der dør, fordi folk skal ha en selfie og glemmer, at man ikke kan fjerne vanddyr fra deres livgivende miljø. Og svaner der bliver trukket ved vingen op på land, for at få taget en selfie og derefter efterladt i miserabel tilstand og den brændende interesse der var for den for sekunder siden, er nu forvandlet til en selfie og det levende lidende dyr er nu blevet ligegyldigt. Jeg hader, at sidde i biografen og fordybe mig i filmen i mørket, for så at blive revet tilbage til virkeligheden af en ringetone eller en skærm, der lyser op som en projektør på nattehimlen. Jeg hader når folk tror, at de lige hurtigt kan tage et opkald eller skrive en sms imens de kører bil. Når de tror, at de sagtens kan arbejde med splitfokus, imens de styrer afsted i dødskørsel på befolket vej. Jeg hader, at alt skal filmes. Hvad enten det er gode eller dårlige ting. Smukke ting bliver oplevet igennem den lille skærm og grusomme ting bliver overset igennem mobilen, så optager slipper for at tage handling – fordi man filmer jo. Jeg hader at sidde i et S-tog og høre et sammensurium af telefonsamtaler. Høre om folks sniksnak om aftensmad, arbejde og problemer med vennerne. Jeg synes det er upassende, uhøfligt og endnu en sten på den store monument, der går under navnet Egoisme.

Og selvom jeg elsker bekvemmeligheden ved mobilen. At jeg kan ringe eller smse hvis jeg er forsinket, at jeg kan google køreplaner, biograftider, finde restauranter og tjekke mail når jeg vil. At jeg kan høre musik hvor end jeg er, eller få ventetid til at gå hurtigere med alverdens spil. At jeg kan købe julegaver på farten, bestille hundemad og holde styr på kalenderen. Og bare det, at kunne finde ligegyldig information om det spørgsmål som lige popper ind i hovedet på mig, giver mig en instant satifaction. Jeg er blevet glad for den bekvemmelighed – men problemet er, når bekvemmelighed bliver til afhængighed og facebook og snapchat trækker mere, end at leve i nuet og opleve verden og de mennesker der er omkring os. Nå mobilen bliver som en sirene der tiltrækker al fokus, og får os til at blive en fare for os selv og andre. Når vi tænder mobilen og slukker for fornuften og alt det vi har lært som børn – det vi lærte før vi fik mobilen i hånden.

 

Så husk nu livet. Husk at leve og husk at du ikke er alene i verden. Lad os finde de rare værdier og den gode gamle opdragelse frem i os, og springe den egoistiske selfiebobbel og bevæge os ud i verden med mobilen i lommen. Der er så meget vi går glip af, hvis vi lever livet igennem en skærm. Så løft hovedet og duft – det er f.eks. blevet forår.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dæmonen er løs...