Hvilken mor slår sit spædbarn???

Oscar nedtakt

IMG_5061

En af mine nærmeste venner hader udtrykket ”nedtakt”. Han forstår, at man bruger udtrykket optakt inden eksempelvis en stor sportsbegivenhed, men at nogen så har leget et børnehaveudtryk frem, for at beskrive en afrunding og evaluering af samme kan næsten gøre ham harmdirrende. I hans ære vil jeg derfor udbrede det gode udtryk, og lave en nedtakt af dette års prisuddeling.

Oscar 2016 er overstået. Det var en kæmpefornøjelse at lave i år, og alligevel er jeg glad for, at der er et år til næste uddeling. Der er talt meget om Chris Rocks præstation. Jeg synes bestemt han var bedre end sidst, han var vært. Der er også talt rigtigt meget om OscarsSoWhite. Jeg synes, det var vigtigt at behandle det, for det er en meget væsentlig og relevant problemstilling i branchen globalt, men jeg synes også, at de fik malket den for meget. Pointen var tydelig meget tidligt, og så blev den ellers hamret hjem igen og igen, så den næsten mister sin kraft. Desværre. Showet i sig selv manglede nok også både noget originalitet og noget spektakulært, men det var en god aften, som står værdigt i rækken af Oscar shows.

Jeg vil i stedet fokusere på det, det hele vel egentligt handler om: Priserne. Vi kan dele resultaterne ind i fire kategorier: ”Som forventet”, ”Lille overraskelse, men den var klart i spil”, ”Pæn overraskelse” og ”WTF????”

Film: WTF???
Bookmakerne sagde The Revenant. Statistikerne sagde The Big Short (den hoppede jeg med på). Enkelte havde et godt øje til Mad Max (det var min personlige favorit, snert foran The Revenant, men jeg troede aldrig rigtigt på dens chancer) og meget få holdt stædigt fast i den film, der startede sæsonen som spidskandidat. Tilbage i november tegnede der sig nemlig et billede af en klar favorit. Den film hed Spotlight. Men så gik månederne stille og roligt. Spotlight vandt prisen for bedste ensemble fra skuespillernes brancheorganisation i USA, SAG, og det er deres hovedpris. Eftersom skuespillere udgør omkring 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer af akademiet, så er deres opbakning til en film et stort aktiv i forhold til Oscar. Der var også opbakning fra manuskriptforfatternes organisation, WGA, hvor filmen fik prisen for originale manuskript. Hvorfor var Spotlight så ikke åbenlys favorit? Den vandt hverken Golden Globe eller BAFTA for bedste film, men dem der stemmer der, er ikke umiddelbart stemmeberettigede til Oscar (der er lidt overlap mht. BAFTA). Så måske burde vi have forudset det. Men instruktørerne pegede på The Revenant, og producerne valgte The Big Short, så der var tydelig splittelse i branchen. Læg dertil at The Revenant red på en bølge af priser og omtale i ugerne op til Oscar stemmerne skulle afgives, og det er ofte set, at det påvirker de medlemmer, som ikke har fået set alle filmene. Der bliver talt statistik igen og igen i Oscar kapløbet, og det gør der selvfølgelig, fordi statistikkerne meget ofte har ret. En af dem, der holdt stik var, at der i løbet af de sidste 50 år kun er en film (Titanic), der har vundet prisen for bedste film uden en nominering for bedste manuskript. The Revenant og Mad Max manglede den nominering, og det er sådan noget, der såede tvivl om deres chancer, selvom mange så dem som favoritter. Den statistik overlevede og vil være relevant at tale om igen næste år. Men Titanic (og The Sound of Music før den) er jo eksempler på, at der er undtagelser for de fleste regler. Der var faktisk kun en statistik, som var uden undtagelser indtil i nat. For seks år siden lavede akademiet sit stemmesystem om til det, der hedder ”preferential balloting”. Det betyder meget kort, at en film ikke bare skal have flest stemmer, for at vinde. Den skal have over 50% førstepladser på en prioriteret stemmeseddel. Hvis der ikke er nogle film, der opnår det i første stemmerunde, så frafalder den film, der har fået færrest førstepladser, og de stemmesedlers andenplads rykkes op som en ny førsteplads. Sådan fortsætter filmene med at falde fra en efter en, indtil en film når over de magiske 50%. I gamle dage, hvor der var 5 nominerede kunne en film altså teoretisk set vinde med 20,1% af stemmerne, mens de andre 79,9% kunne hade filmen. Det kan ikke lade sig gøre længere. Vindefilmen bliver nødt til at figurere i top 3 ved over 50% af akademiets medlemmer. Så vinderen vil automatisk blive et bredere valg, og netop det kan i virkeligheden have kostet for både The Revenant og Mad Max. Uden at vide det med sikkerhed, er jeg ret overbevist om, at The Revenant havde flest førstepladser i første runde. Men den havde sikkert også flere lave placeringer end eksempelvis Spotlight og The Big Short, der med al sandsynlighed har været vellidt bredt. Den eneste brancheorganisation, der bruger samme system som akademiet gør nu, er producenterne forening, PGA, og de har hvert år ramt den samme film som bedste film. Det har derfor været den eneste tilbageværende ”sikre” eller fejlfri indikator. Den røg så i år, så nu bliver de kommende Oscar år blot endnu sværere at forudsige, og det er godt for spændingen.
Personligt synes jeg ikke, at det var den bedste film, der vandt i år. Det var heller ikke den bedste af de nominerede (jeg havde den som nummer 6 ud af de 8 blandt mine foretrukne), men det er en god, solid og relevant film, og især det sidste har været afgørende.

Instruktør: Som forventet.
Favoritten vandt her. Det var forventet at skulle være et kapløb mellem tre film: The Revenant, Mad Max og The Big Short. Som aftenen skred frem så det ud til, at The Big Shorts chancer forsvandt, da Mad Max vandt for klip. De fleste af os satsede på The Revenant, og jeg synes også, at det er fortjent. Alejandro G. Innaritu er et ekstremt talent og en kompromisløs kunstner. En ægte filmskaber.

Mandlige hovedrolle: Som forventet.
Der er sagt og skrevet uendeligt meget om Leonardos rejse mod denne Oscar allerede, så jeg vil ikke gå så meget i dybden med det her. Internettet ville være brændt sammen, hvis han ikke vandt, og han var kæmpefavorit. Jeg har intet imod at han vandt, og det var meget muligt aftenens højdepunkt. Han er virkelig stærk i The Revenant, selvom jeg stadig vil mene, at man ikke nødvendigvis skal vinde en Oscar for at hoppe i koldt vand, spise rå lever eller fordi man tidligere har leveret præstationer, som folk var vilde med. Jeg siger heller ikke, at det nødvendigvis er det, der skete her, men det er den historie, der mest bliver fortalt om hans sejr. Jeg synes, han er virkelig god i filmen. Men der var altså andre, som var mindst på højde med ham i 2015. Det var bare en pris, der aldrig rigtigt var i fare, og fred være med det. Leonardo er virkelig god i filmen, så lad os bare nyde det.

Kvindelige hovedrolle: Som forventet.
Måske aftenens sikreste sejr. Folk talt om Cate Blanchett (der har vundet to gange tidligere) og Charlotte Rampling (der tabte sine chancer definitivt på gulvet, da hun udtalte at omtalen af OscarsSoWhite var overdrevet. Den udtalelse vandt hun ikke stemmer på). Men Brie Larson var den sikre vinder meget tidligt i kapløbet. Faktisk var Saoirsie Ronan i starten regnet som primær udfordrer, men Brie vandt bare rub og stub i månederne op til Oscar. Det er også fuldt fortjent, for hun er dybt rørende og autentisk i Room.

Mandlige birolle: Lille overrakselse.
Sympatien blandt mange lå hos Sylvester Stallone. Det havde været den smukke Oscar historie, med et dybt meta lag i forhold til hans egen karriere, der står som en vild parallel til fortællingen om Rocky Balboa. Men vi talte på forhånd om, at han havde en ret stor faktor imod sig: Han havde ikke opnået en nominering blandt skuespillerne i SAG. Den manglende opbakning fra kollegerne viste sig afgørende. For blandt de 5 nominerede var det kun Christian Bale og Mark Rylance, der også var SAG nominerede, og der var der aldrig rigtig tvivl om, at Rylance ville være Stallones førsteudfordrer. Der er heller ikke så meget at sige til det. Mark Rylance er fremragende i Spionernes Bro, og prisen er velfortjent. En sejr til en aldrende Stallone ville dog have været et emotionelt højdepunkt, som automatisk ville skrive sig ind i Oscarhistorien og blive klippet sammen med billederne af ham, da han i 1977 var med til uddelingen for Rocky. Sådan skulle det ikke være, men moralen i Rocky filmene (i hvert fald den første og de seneste to) er jo heller ikke, at det handler om at vinde. Det handler om at stå distancen, og det har Stallone gjort, til trods for meget modvind undervejs.

Kvindelige birolle: Som forventet.
Det har været Alicia Vikanders pris længe. Faktisk var det primære spørgsmål, om de ville køre kampagnen for The Danish Girl for at få hende i hovedrolle eller birolle kategorien. Og ret beset er hun en hovedrolle i filmen. Men hvis hun var blevet nomineret der for den her, så var hun nomineret for birolle i filmen Ex Machina, og så kunne hun godt have vundet for den i stedet. Den eneste rigtige konkurrent, der blev omtalt, var Kate Winslet for Steve Jobs. De troede jeg aldrig på, for de få priser Winslet vandt i opløbet, var alle sammen til uddelinger, hvor hun ikke var i direkte konkurrence med Vikander for The Danish Girl. Til de uddelinger var Vikander nemlig nomineret som hovedrolle for den film. Der er heller ikke noget at sætte en finger på ifm. sejren. Jeg havde et godt øje til Rooney Mara i Carol, men det var Vikanders år.

Original manuskript: Som forventet.
Selvom jeg godt kunne have håbet lidt på Inderst Inde, så var den her pris ret sikker. Det mest overraskende er, at det er den eneste pris Spotlight fik, ud over bedste film. Det er ikke sket siden The Greatest Show on Earth fra 1952, at vinderen af bedste film får så få priser sammenlagt.

Adapterede manuskript: Som forventet.
Det her blev The Big Short, og det var aldrig rigtigt til diskussion. Nogle prøvede at tale The Martian og Room op, men sejren var sikker ret tidligt.

Production design: Som forventet.
Det blev Mad Max, og det skulle det også være.

Fotografering: Som forventet.
Emmanuel Lubezski fik sin historiske sejr. Ingen fotograf har tidligere vunder Oscar tre år i træk. Der var mange stærke præstationer i den kategori, og man kan jo især have ondt af Roger Deakins, der stadig ikke har vundet trods 13 nomineringer. Men The Revenant var ikke til at komme udenom her.

Kostumer: Som forventet.
Mad Max var favorit og den vandt. Den primære konkurrent var Cinderella, og det er en kategori, hvor akademiet ofte går med den klassiske film med store kjoler. Cinderella er flot, og det havde ikke nødvendigvis været ufortjent. Mad Max var bare det mere nyskabende.

Klip: Et sted mellem forventet og en lille overraskelse.
Det var på papiret et meget tæt løb mellem Mad Max og The Big Short. Klip regnes meget ofte som en kraftig indikator for, hvem der vinder for bedste film. Derfor blev The Big Short spået ret gode chancer. Men Mad Max var nok marginal favorit og den holdt hjem.

Sminke og hår: Som forventet.
Mad Max hev den her hjem uden de store problemer. Meget velfortjent.

Musik: Som forventet.
Ennio Morricone er en af historiens største filmkomponister, det er rystende at han ikke har vundet før, og han leverede et af aftenens mest rørende øjeblikke med sin takketale, hvor han blandt andet sendte en hilsen til sin konkurrent / kollega, 50-gange nominerede John Williams. Jeg synes, at han skulle have en håndfuld Oscars stående på sin hylde i forvejen, så på den måde var det et skønt øjeblik. Vurderet udelukkende ud fra præstationerne i år, var det dog ikke min foretrukne vinder. Jeg ville nok have anerkendt Johan Johanssons stemningsfyldte og perfekt integrerede musik fra Sicario. Igen kan man i denne kategori have ondt af en mand, der har 13 nomineringer, men endnu ingen Oscar: Thomas Newman, der var nomineret for Spionernes Bro.

Sang: Lille overraskelse.
I modsætning til mange, så var jeg faktisk rigtig glad for Sam Smiths James Bond sang Writing’s on the Wall. Men de fleste havde klart regnet med en sejr til Lady Gaga og Diane Warren (endnu en multinomineret, der stadig ikke har vundet). Deres sang, Till It Happens To You, er også rørende og ekstremt stærk og velintegreret i dokumentarfilmen The Hunting Ground. Det er klart et nummer med mere på hjerte end Bond sangen. Vurderet ud fra de to performeres præstationer til selve showet, så skulle prisen også være gået til Lady Gaga, for den lille konkurrence vandt hun klart over Sam Smith. Men det blev Smith, der tog Oscaren, og han holdt en flot og personlig tale, selvom hans budskab om, at han var den første åbenlyst homoseksuelle mand, der vandt en Oscar (et udsagn som han krediterede Ian McKellen), nok ikke helt holder vand, for selv min sløje gaydar vil nu betegne Elton John som et bud på den udmærkning.

Lydmix: Som forventet.
Mad Max hele vejen. Jeg havde en lille fidus til, at The Revenant kunne snige sig inde her, men der var vist aldrig nogen reel fare for, at prisen ikke ville gå til det postapokalyptiske mesterværk.

Lydredigering: Som forventet.
Den her var om muligt en endnu sikrere sejr til Mad Max end lydmix.

Visuelle effekter: Pæn overraskelse. Næsten en ren WTF???
Alle talte om en kamp mellem Star Wars og Mad Max. Enkelte mente, at bjørnen i The Revenant kunne kaste en overraskelse af sig. De færreste havde seriøst overvejet Ex Machina som vinder. Men i studiet nåede vi lige at tale sammen om, at netop den kunne lave en kæmpeoverraskelse, og at det ikke ville være ufortjent. Effekterne er fejlfri i Ex Machina, og de er en væsentlig del af filmens historie, så der kan i virkeligheden ikke sættes en finger på denne pris.

Udenlandske film: Som forventet.
Sauls Søn var en af de helt store favoritter på tværs af alle kategorier, og det er en meget stærk film. Om ti år vil folk også huske tilbage på den, som den rette vidner. Hvor gerne jeg end ville, selv med de danske briller på Krigens vegne, så kan valget ikke rigtigt anfægtes

Animerede spillefilm: Som forventet.
Den årlige pris til Pixar. Men så længe filmene er så gode, så kan det heller ikke rigtigt diskuteres.

Dokumentar: Som forventet.
Mit håb var, at Cartel Lands lokale relevans og What Happened Miss Simone?’s mulighed for at give en pris til en film med fokus på en farvet hovedperson, ville have delt stemmerne lidt ud, og at det kunne have åbnet et smuthul for den film, som jeg med afstand synes var feltets bedste film: The Look of Silence. Men det blev forhåndsfavoritten, Amy, der vandt. Selvom det er en god film, så vil jeg godt vove at påstå, at det muligvis var blevet anderledes, hvis medlemmerne stadig skulle dokumentere, at de faktisk har set filmene i bla. denne kategori, inden de stemmer.

Kortfilm: WTF???
Det lignede en duel mellem især Ave Maria (som jeg ikke er særligt begejstret for) og Shok (som er den i feltet, som er den mest helstøbte filmiske fortælling). Men det blev den ganske søde og rimeligt harmløse Stutterer, der vandt. Jeg havde håbet på Shok eller Alles Wird Gut.

Korte animationsfilm: Pæn overraskelse.
Pixar havde Sanjay’s Super Team med, og det er realistisk set den af filmene, som flest medlemmer har set. Don Hertzfeldt var nomineret for World of Tomorrow. Han har været nomineret tidligere uden at vinde, og han er en rigtig kunstner darling i branchen. Så det stod umiddebart mellem dem. Jeg var personligt måske mest begejstret for Bear Story, og havde set den som en lille outsider, så jeg var glad, da den vandt. Men jeg vil ikke påstå, at jeg havde forventet det.

Korte dokumentar: Pæn overraskelse.
Det lå til filmen om Claude Lanzman, der kæmpede i årevis for at lave det episke værk, Shoah. Førsteudfordreren var regnet som Body Team 12, der følger nogle af de folk, der bestrider et af verdens farligste erhverv: De samler ligene af Ebola ofre i Liberia, for at inddæmme smitten. Det er begge gode film om stærke emner, men jeg var meget, meget glad, da A Girl in the River vandt. Der røg lidt malurt i bægeret, fordi instruktøren Sharmeen Obaid-Chinoy ikke kunne lade være med at pointere, at hun nu har vundet to gange. Det var sikkert ikke sådan ment, men hun kom til at fremstå ret arrogant med den kommentar. Til gengæld retfærdiggjorde filmen og resten af hendes takketale, at hun vandt. For hun kunne fortælle, at filmen er medvirkende til, at præsidenten i Pakistan ændrer lovene vedrørende æresdrab i landet.

Det var på forhånd regnet som et år med potentiale for overraskelser, men de færreste havde nok alligevel regnet med så mange og så markante afvigelser fra forventningerne. Så længe seerne får deres helt store ønsker opfyldt (og det var Leonardos sejr i år), så er overraskelser kun med til at holde interessen for showet i live. Og filmbranchen har godt af, at der er en dag hvert år, hvor verdens øjne rettes mod det medie, som i mine øjne er både den ultimative underholdningsform, fortællerform og kunstart.

Nu pakker vi statistikker, forudsigelser og forventninger bort for i år, og finder dem frem igen til næste Oscar sæson. Tilbage står for mit vedkommende noget ret uventet som mit højdepunkt. Når jeg nu hverken måtte få Sylvester Stallone eller en af de danske film på podiet, så er jeg faktisk meget overraskende efterladt med vinderen af bedste korte dokumentarfilm som mit mest mindeværdige øjeblik fra dette års Oscar uddeling. A Girl in the River er en ekstremt stærk fortælling, og udfaldet i Pakistan viser, at dokumentarfilm kan have en enorm socio- og geopolitisk indflydelse, lidt ligesom The Act of Killing og The Look of Silence forhåbentligt får i Indonesien, og på samme måde som Al Gore filmen En Ubekvem Sandhed bankede klimaforandringerne solidt på landkortet.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvilken mor slår sit spædbarn???