Mit liv som nomade.

She named her Malala

Malala-Yousafzai_Antonio-Olmos

Man kan få de mest rørende oplevelser, hvis man kigger op og lukker mennesker ind.
Jeg er tit en travl pige. Jeg farer fra det ene til det andet, har kalenderen booket med aftaler, og uventede gæster er absolut ikke noget jeg bryder mig om, for min tid er planlagt og det betyder, at der ikke er planlagt det uventede. Men en ting jeg altid tager mig tid til, er de ærlige, hjertelige mennesker, jeg møder på min vej. Ikke fordi jeg føler, at jeg er den store overbærende stjerne, der overfladisk tager mig tid til mine fans, men fordi disse mennesker giver mig lige så meget som jeg giver dem – helt uden de er klar over det. For selvom de stopper mig, for en autograf eller et billede, og føler de har fået noget med hjem – så ved at spørge ind til dem, opleve dem og tage dem ind, får jeg tit ligeså meget med, for de sætter et fodaftryk i mit hjerte.
I går her i Odense, mødte jeg sådan et menneske. Hun hed Rikke og var hjemløs. Hun stod på gaden og da jeg gik forbi hende, blev jeg nødt til at hilse på hendes smukke hund. Hun kiggede på mig og jeg kunne se, at tankerne kørte rundt i skallen på hende. “Er det ikke dig?…. Er du ikke…. Har du ikke været med i Live Fra Bremen…. Hvad er det nu du hedder…?”. Jeg gav hende mit navn og hun blev så begejstret! Hun mente hun havde mødt en kæmpestjerne her på gågade i Odense, og rodede forgæves i sin taske efter kuglepen og papir til en autograf. Imens nussede jeg med hendes smukke hund. “Hvad hedder hun?” spurgte jeg, imens Rikke rodede i lommerne. “Hun hedder Malala – jeg har opkaldt hende efter hende den muslimske pige som blev skudt i hovedet, fordi hun udtalte, at piger også skulle have lov til at gå i skole. Hun overlevede og har vundet nobelprisen og det har jeg bare SÅ meget respekt for!”. Jeg blev helt paf! Jeg havde forventet at hunden hed Rollo eller Charlie eller noget andet almindeligt. Hun tog total fusen på mig. Imens var Rikke igang med at stoppe mennesker på gaden, for at få fat i en kuglepen. Hun fik stoppet 4 unge mennesker. “Har I ikke en kuglepen – har I set hvem der sidder der! Det er en verdensstjerne! Det er Vicki Berlin!” mens hun pegede på mig, som sad på hug og nussede Malala. Jeg synes egentligt, at det var lidt pinligt. Man ved aldrig helt hvilken reaktion man får, når nogen siger sådan noget. Janteloven er jo stadig i live, men de unge mennesker var søde og spurgte hvad jeg lavede her i byen. Og mens jeg snakkede med dem og holdt Malala i snoren, spurtede Rikke ind i den nærmeste butik, for at hente papir til autograf. Så kom Henning ud – jeg går ud fra, at det var en af Rikkes venner. Han undrede sig over, hvorfor jeg stod med hendes hund. Han anede ikke hvem jeg var. Det fik Rikke hurtigt fortalt ham da hun kom ud igen. Efter autografen, gik jagten ind på hendes telefon, for hun ville også gerne have et billede. Igen blev alt ledt igennem, imens Henning fik skideballe for at have taget telefonen – som viste sig at ligge i Rikkes taske – og de søde unge mennesker foreslog, at vi kunne tage billede med deres telefon, og så sende det til Rikke, hvis hun kunne huske sit nummer. Telefon fundet og der blev taget billeder af os allesammen på kryds og tværs. Henning undskyldte over, at han ikke havde set hvem jeg var, hvilket jeg synes er så lige meget. Jeg forventer aldrig, at nogen ved hvem jeg er og bare man behandler hinanden ordentlig, og ved, at alle mennesker er lige og ingen er bedre end andre, så er jeg glad.
Vi stod igen lidt og sludrede, Rikke fortalte om sit situation og at hun, som hun sagde det, for tiden var sådan lidt hjemløs. Tilsidst sluttede vi med et kram og sagde farvel og gik alle vinkende hver til sit. Jeg gik afsted med et smil på læben. Rikke var noget helt særligt og jeg var utrolig glad for, at have mødt hende og igen få et indblik i, at hvert eneste menneske indeholder noget særligt – især når man mindst venter det. Desværre fik jeg ikke noget billede af hende – ja, ikke elektronisk i hvert fald. Det billede jeg fik, gemmer jeg i hukommelsen. Så billedet her, er af Malala – den smukke hunds navnesøster og et forbillede for os alle.

Idag var så en mindre god menneskedag – jeg mødte en mand der dyttede agressivt af mig på en lille stille villavej – der var ikke en bil eller andre end mig i sigte. Jeg krydsede vejen, for han kom trillende i mussefart, så jeg tænkte, at der kunne jeg godt lige komme over – istedet for bare at holde tempoet og trille videre, speedede han op og dyttede af mig, for han havde jo forkørselsret. Ja, ikke en mand med menneskeligt overskud. Han er heldigvis glemt i morgen – Rikke husker jeg for altid.

   

1 kommentar

  • Smuk historie med Malala og Rikke

    Må nok indrømme jeg ikke ville lægge mærke til om du var kendt eller bare et ansigt til jeg ikke kunne placere, så det så rart når folk præsentere sig som du gjorde.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mit liv som nomade.